FAGLIGHED OG UNDERVISNING





”Først oplive, så oplyse”

Hvad betyder oplysning og fagligheden for den enkelte?

Det nemme svar er meget. Utrolig meget.

Hvordan tilegner vi os viden, fordyber os og optager den?

Det nemme svar er forskelligt. Meget forskelligt.


Det komplicerede svar og det vigtigste svar skolen kan give til sine elever er;

En invitation til viden, fordybelse og nye indsigter.

En invitation til at se sig selv, egne kompetencer og interesser i undervisningen.

En invitation til at dele, spejle og sparre i fællesskabet.

Det vil vi gerne invitere alle vores elever til på Munkebjerg Friskole.


Vi sætter en stor værdi i viden, fordybelse og læring – det er sådan, at vi udvikler os som mennesker. Vi tænker den enkelte som en helhed mellem dannelse og uddannelse, hvor fagligheden og undervisningen er essentielt for den gode skolegang.

  • På Munkebjerg Friskole ser vi den enkelte i fællesskabet og i undervisningen, og at alle lærer forskelligt. Derfor er det vores opgave at se de individuelle behov og ønsker, og differentiere undervisningen og materialet, så det passer til den enkelte elev. Ud fra de forskellige skolefag, som vi tilbyder på de forskellige klassetrin – implementerer vi også undervisningsperspektiver, som giver undervisningen liv, mening og slår rødder i den verden vi alle er en del af.




Vi underviser ud fra flere undervisningsperspektiver:

  1. Læringsstile – at vi som skole tilbyder og gør undervisningen på andre måder herunder visuelt, mærker igennem egne hænder og hoved og implementerer ”levende materialer” ind, så det giver mening i verden og ikke blot i klasserummet.
  2. Ude-skole – Naturen og udelivet inviterer os til et anderledes klasserum, som udover at forære os en anden måde at lære på også styrker vores motorik og bevægelse i hverdagen, fordi plads og luft påvirker os anderledes – og fordi at læringen optages bedre ved hjælp af bevægelse, balance, motorik og frisk luft.
  3. Læsning og læring - Alle vores elever fortjener en skolegang der giver dem mulighed for at lære at læse, skrive og lære i alle fag fordi det giver en bedre forudsætning i livet. Vi har flere muligheder vi kan fordybe os i for at tilpasse undervisningen, støtten og materialet i det individuelle behov, da vi sætter en stor værdi i at kende hvert enkelte barn. Vi ved, at det er vidt forskelligt hvornår man kan læse – men at det er vigtigt at finde flere muligheder mod målet – vi er nysgerrige på barnets egne interesser, fordi det kan give glæden ved læsning, at det tager udgangspunkt i barnets egen interesseverden.
  4. Test og karakter – På Munkebjerg Friskole gør vi ikke brug af nationale test. Ser vi læringsforudsætninger, som vi gerne vil have større indsigt i, vil vi gøre brug af samtale og kendskabet til eleven. Karakterer hører til i de klasser, hvor man har en alder, hvor man kan forstå hvorfor og hvordan de kan indtænkes. Vi giver karakterer i 8. Og 9. klasse. I vores overbygning, 7.-9. klasse har vi årsprøver, fordi vi mener, at alle skal kunne forberede sig bedst mulig og finde størst tryghed, hvis man på forhånd kender og har afprøvet prøveformen. Vi tror på, at de afsluttende prøver i 9. klasse skaber cirklen om den uddannelse man har modtaget i 10 år på friskolen.
  5. Årsplan - Alle elever modtager undervisningsemner fra årsplan og fordybelsesområder, som er lavet til hvert klassetrin af den pågældende lærer. Eleverne vil i dialog med læreren have indflydelse på årsplanen, hvis der er særlige interesseområder, som kan skabe ny indsigt og viden. Det er vigtigt for os, at alle elever tager ejerskab – det gør vi ved at give eleverne medindflydelse på den læring som skal give dem viden.
  6. FN´s verdensmål udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN's 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Dele af undervisningen vil tage udgangspunkt i verdensmålene, for at sikre eleverne indsigt og viden i det store fællesskab i verden, så vi alle kan gøre vores til at verden optimeres. Verdensmålene er flere steder hos os implementeret, bl.a. ifht. vores mentale sundhed i form af ”ro-tid.” At vi sikrer hver enkelt elev en god solid uddannelse, som kan åbne døre ind i videre uddannelse og fremtidige anstændige jobs.
  7. I løbet af året vil vi implementere temadage og -uger, som kan give os en anden form af fordybelse og indsigt. Alle klasser deltager i dette fællesskab og vi er som oftest fordelt på tværs af alder, hvor velkendte voksne følger med. Temaugerne kan tage afsæt i genbrug, teater, fra jord til bord, musikkens verden, vores egen landsby og værksteder: træ, kreativitet og former.
  8. Udover vores fag har vi en gang om ugen fortælletime i fællesskabet: Her er muligheden for både voksne og elever at invitere os andre for viden, som kan tage afsæt i fortællinger, historier, traditioner, lyrik fra nær og fjern i fortid, nutid og fremtid
  9. Vores sang og solhilsen hver morgen er også læring i traditioner, sang og musik og fysisk aktivitet. Sang består i at synge dagen i gang og solhilsen er vores måde at udfolde os fysisk i vores bevidsthed og krop – vi byder en ny og glædelig dag velkommen.