Om skolens FAGLIGHED OG UNDERVISNING





”Først oplive, så oplyse”


Vi sætter en stor værdi i viden, fordybelse og læring – det er sådan, at vi udvikler os som mennesker. Vi tænker den enkelte som en helhed mellem dannelse og uddannelse, hvor fagligheden og undervisningen er essentielt for den gode skolegang.

  • På Munkebjerg Friskole ser vi den enkelte i fællesskabet og i undervisningen, og at alle lærer forskelligt. Derfor er det vores opgave at se de individuelle behov og ønsker, og differentiere undervisningen og materialet, så det passer til den enkelte elev. Ud fra de forskellige skolefag, som vi tilbyder på de forskellige klassetrin – implementerer vi også undervisningsperspektiver, som giver undervisningen liv, mening og slår rødder i den verden vi alle er en del af.




Vi underviser ud fra flere undervisningsperspektiver:

  • Læringsstile – at vi som skole tilbyder og gør undervisningen på andre måder herunder visuelt, mærker igennem egne hænder og hoved og implementerer ”levende materialer” ind, så det giver mening i verden og ikke blot i klasserummet.

  • Ude-skole – Naturen og udelivet inviterer os til et anderledes klasserum, som udover at forære os en anden måde at lære på også styrker vores motorik og bevægelse i hverdagen, fordi plads og luft påvirker os anderledes – og fordi at læringen optages bedre ved hjælp af bevægelse, balance, motorik og frisk luft.

  • Læsning og læring - Alle vores elever fortjener en skolegang der giver dem mulighed for at lære at læse, skrive og lære i alle fag fordi det giver en bedre forudsætning i livet. Vi har flere muligheder vi kan fordybe os i for at tilpasse undervisningen, støtten og materialet i det individuelle behov, da vi sætter en stor værdi i at kende hvert enkelte barn. Vi ved, at det er vidt forskelligt hvornår man kan læse – men at det er vigtigt at finde flere muligheder mod målet – vi er nysgerrige på barnets egne interesser, fordi det kan give glæden ved læsning, at det tager udgangspunkt i barnets egen interesseverden.

  • Test og karakterer – På Munkebjerg Friskole gør vi ikke brug af nationale test. Ser vi læringsforudsætninger, som vi gerne vil have større indsigt i, vil vi gøre brug af samtale og kendskabet til eleven. Karakterer hører til i de klasser, hvor man har en alder, hvor man kan forstå hvorfor og hvordan de kan indtænkes. Vi giver karakterer i 8. Og 9. klasse. I vores overbygning, 7.-9. klasse har vi årsprøver, fordi vi mener, at alle skal kunne forberede sig bedst mulig og finde størst tryghed, hvis man på forhånd kender og har afprøvet prøveformen. Vi tror på, at de afsluttende prøver i 9. klasse skaber cirklen om den uddannelse man har modtaget i 10 år på friskolen.

  • Årsplan - Alle elever modtager undervisningsemner fra årsplan og fordybelsesområder, som er lavet til hvert klassetrin af den pågældende lærer. Eleverne vil i dialog med læreren have indflydelse på årsplanen, hvis der er særlige interesseområder, som kan skabe ny indsigt og viden. Det er vigtigt for os, at alle elever tager ejerskab – det gør vi ved at give eleverne medindflydelse på den læring som skal give dem viden.

  • FN´s verdensmål udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN's 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere uligheder, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. Dele af undervisningen vil tage udgangspunkt i verdensmålene, for at sikre eleverne indsigt og viden i det store fællesskab i verden, så vi alle kan gøre vores til at verden optimeres. Verdensmålene er flere steder hos os implementeret, bl.a. ifht. vores mentale sundhed i form af ”ro-tid.” At vi sikrer hver enkelt elev en god solid uddannelse, som kan åbne døre ind i videre uddannelse og fremtidige anstændige jobs.

  • I løbet af året vil vi implementere temadage og -uger, som kan give os en anden form af fordybelse og indsigt. Alle klasser deltager i dette fællesskab og vi er som oftest fordelt på tværs af alder, hvor velkendte voksne følger med. Temaugerne kan tage afsæt i genbrug, teater, fra jord til bord, musikkens verden, vores egen landsby og værksteder: træ, kreativitet og former.

  • Udover vores fag har vi en gang om ugen fortælletime i fællesskabet: Her er muligheden for både voksne og elever at invitere os andre for viden, som kan tage afsæt i fortællinger, historier, traditioner, lyrik fra nær og fjern i fortid, nutid og fremtid

  • Vores sang og solhilsen hver morgen er også læring i traditioner, sang og musik og fysisk aktivitet. Sang består i at synge dagen i gang og solhilsen er vores måde at udfolde os fysisk i vores bevidsthed og krop – vi byder en ny og glædelig dag velkommen.




FÆLLES MÅL

Munkebjerg friskole følger Undervisningsministeriets fælles mål, delmål og slutmål for folkeskolen. Vi tilrettelægger undervisningen ud fra den tværfaglige kombination, som beror på vores værdigrundlag og hverdag.


https://emu.dk/grundskole


https://www.uvm.dk/folkeskolen/folkeskolens-maal-love-og-regler/om-folkeskolen-og-folkeskolens-formaal/folkeskolens-formaal



EVALUERING

Evaluering af undervisning og elevernes trivsel sker løbende, så vi sikrer os at vi står mål med fælles mål og vores værdigrundlag. Vores evalueringsprocesser findes på flere parametre i vores skole-hverdag og tager afsæt i: det faglige, det sociale og det personlige.

I det daglige foregår løbende mindre evalueringsprocesser i undervisningen af den enkelte faglærer. Større evalueringsprocesser, som skole-hjemsamtaler afholdes to gange årligt mellem faglærer(e), elev og forældre.


Sideløbende evaluerer personalet sammen elevernes faglige, sociale og personlige kompetencer på vores ugentlige fællesmøder. Vi har i personalegruppen løbende evalueringer af undervisningen, udeskoledage og fagdage.

Det er vigtigt for os, at vi står mål med vores værdigrundlag, hvori dannelse og uddannelse går hånd i hånd. I vores evalueringsprocesser bruger vi ofte samarbejdet mellem skole-og hjem, så vi får en alsidig vurdering. Fagdage, emnedage, forestillinger og anderledes dage indgår også i vores samlede evaluering.


Vi benytter ikke nationale test, men vil gøre brug af andre test, hvis dette ønske også imødekommes af elev og forældre, for at kunne klarlægge eventuelle faglige udfordringer for eleven.



AFGANGSPRØVER


I skoleåret 2023/2024 kommer de første elever i vores overbygning – vi arbejder derfor henimod afgangsprøverne i 9. Klasse. Som friskole har vi muligheden for at fravælge disse prøver og blive en prøvefri friskole. Når vi ikke vælger dette, er det et bevidst valg og et udtryk for at vi ønsker at støtte og guide vores elever til prøverne, gennem den trygge skolegang de allerede har her os.

Vi ønsker at forberede dem på, og give dem muligheden for, at kunne gå videre i det danske uddannelsessystem. Afgangsprøven er en slutevaluering, som går hånd i hånd med vores skoleudtalelse, som eleverne også altid vil modtage, før vi sender et ”Munkebjerg-barn” ud i den store spændende verden.